Pr-pakke. Pris 7.500 kroner.

Bag enhver bogudgivelse gemmer der sig som regel en god historie, enten om selve bogen eller om dig som forfatter eller om bogens tilblivelse. Den historie kan samtidig være den, der er med til at gøre bogen synlig og vække opmærksomhed på avisredaktioner, hos anmeldere, bogbloggere, på sociale medier med videre. Ofte skal der mere til end blot at fortælle, hvad bogen handler om, og det kræver et godt blik for den gode historie at viderebringe det budskab.
 
Pressemeddelelse
Hos Skriveforlaget har vi stor erfaring i at skrive pressemeddelelser om bogudgivelser, som har den rette vinkel til de rette medier. Vi tager en uddybende snak med dig om dine bevæggrunde for at skrive bogen, dit arbejde med den, hvem du er som person, og hvad der ellers kan være relevant i forhold til at gøre andre nysgerrige på din bog. Og derefter skriver og layouter vi en pressemeddelelse, som du uden videre kan sende videre til relevante medier, og vi vejleder dig desuden om, hvordan og ikke mindst hvornår du bør kontakte forskellige medier. Pressemeddelelsen samt bogens forside bliver tilgængelig  i Skriveforlagets presserum, så journalister og andre let kan downloade materialet. 
 
Medieliste og udsendelse
Præcis hvilke medier, der kan være aktuelle for dig og din bog, finder vi også ud af sammen. Vi har en stor mediedatabase med alt fra landsdækkende dagblade, elektroniske medier, lokale medier og bogbloggere, så vi kan udvælge dem, der er mest relevante at sende en pressemeddelelse og presseeksemplar til. Pr-pakken inkluderer, du får 15 ekstra frieksemplarer ud over de 10, der er inkluderet i selve udgivelsen. Dem skal du så selv sende sammen med pressemeddelelsen til de valgte medier, men du kan også betale os for portoen og lade os gøre det for dig.
 
Boghandlere
En af de største udfordringer i dag ved at udgive en bog er at få boghandlerne til at tage den hjem og stille den på hylden i butikken. Der udkommer alt for mange bøger til, at alle boghandlere kan tage alle titler hjem – og desuden løber de mest kendte forfattere med mange hyldemeter. Derfor er det vigtigt, du får en fornemmelse af, hvad du kan – og måske især ikke kan – forvente dig i forhold til fysiske boghandlere. Vi giver dig en grundig introduktion til mekanismerne i bogsalg gennem boghandlere, og du får nogle fif til, hvordan du måske alligevel kan få din bog på hylderne nogle steder. Måske kan det være relevant for dig at besøge nogle boghandlere, og vi fortæller dig, hvordan du kan få sådanne besøg sat i stand – og hvad du kan forvente af at stå et par timer i en boghandel og tale med deres kunder om din bog. Derudover får du en mailingliste over alle danske boghandlere, så du let kan kontakte dem, der er aktuelle for dig.
 
Salg af din bog på nettet
Når du udgiver en bog, bliver den mulig at købe hos de fleste internetboghandlere som for eksempel Saxo og Plusbog. Det er naturligvis fint, at alle let kan købe din bog på nettet, men forhandlerne tager altid en bid af kagen, så hvis du vil tjene mest muligt på din bog, kan det være en stor fordel at henvise til en webshop, hvor der ikke er en forhandler, som skal have del i fortjenesten. Især hvis du laver kampagner via de sociale medier, er det ærgerligt at skulle linke til et websted, som tjener på salget. Som en del af vores pr-pakke, kommer din bog til salg i Skriveforlagets webshop, og du får et direkte link med kun din bog, du kan henvise til, men vi rådgiver også gerne om, hvordan du får en webshop på din egen hjemmeside.

Sociale medier
Vi vender muligheden for brug af sociale medier med dig og kan vise dig eksempler på, hvordan andre forfattere griber pr af deres bøger via sociale medier an. De sociale medier udvikler sig hele tiden, og det kan være lidt af en udfordring at hitte rundt i, om det er bedst at promovere din bog på Facebook, Instagram, Snapchat, LinkedIn eller noget helt femte. Men ét er sikkert: De sociale medier er en oplagt platform for pr og kan være nøglen til, om din bog bliver en succes eller ej, især hvis du formår at bruge dem optimalt.
 
Pr-guide
Udover pressemeddelelse, medielister og vores personlige råd om boghandlere og sociale medier får du udleveret vores eksklusive pr-guide. Det er 70 sider spækket med gode råd til markedsføring af din bog, og her kan du læse meget mere om alt fra pressemeddelelser, anmeldere, sociale medier, foredrag, biblioteker og boghandlerbesøg, så du også fremadrettet er klædt på til arbejdet med at gøre din bog synlig.