EGET FORLAG

Få dit eget forlag, men slip for alt besværet

Der kan være mange fordele ved at udgive din bog/bøger på dit helt eget forlag. Du beholder alle rettigheder, du ejer selv dine bøger, og ikke mindst får du selv al fortjeneste ved salg, både af de trykte bøger og eventuelle digitale udgaver. Det kan dog godt være uoverskueligt selv at etablere et forlag og få styr på alt det praktiske med trykaftaler, lagerafteler, distribution og så videre, men det behøver du heller ikke. Med Skriveforlagets Bogpartner-løsning klarer vi det hele for dig.

Nedenfor kan læse mere om de tiltag, der skal til, så du kan blive selvudgiver uden at skulle tænke ret meget mere over, end hvad dit forlag skal hedde. Resten klarer vi. Udgangspunktet er EGET FORLAG-pakken. Har du brug for, vi skal sætte din bog professionelt op og klargøre trykfiler og e-bog, skal du tilvælge LAYOUT AF DIN BOG-pakken, og har du brug for hjælp til pr- og markedsføring, kan du vælge en af vores genretilpassede pr-pakker. Desuden tilbyder vi korrektur og redaktionel sparring.

Eget forlag-pakken 12.000,-


Når vi skal i gang med at etablere dit eget forlag, begynder processen med et indledende møde mellem dig og din konsulent fra Skriveforlaget. Her tager vi en grundlæggende snak om din bog og dine behov. Herefter udarbejder vi en detaljeret køreplan for forløbet frem mod udgivelsen med datoer og en tydelig oversigt af, hvem gør hvad og hvornår. Du har hele tiden mulighed for at spørge os til råds, og du modtager desuden en Bogpartner-guide, der forklarer alle aspekter af at have sit eget forlag.

Her er et overblik over, hvad vi blandt andet klarer for dig:

  • Registering af dit forlagsnavn
  • Layout af logo til dit forlag
  • Udgivelsen får tildelt ISBN-numre
  • Oprettelse i databaser til boghandlere og nethandel
  • Oprettelse af distributionsaftaler for trykte og digitale udgaver
  • Klargøring af bogen til bibliotekssalg
  • Rådgivning om det økonomiske i udgivelsen
  • Fastsættelse af bogens vejledende udsalgspris og valg af forhandlerrabatter
  • Hjælp til valg af bogens format og papirtype
  • Indhentning af tryktilbud
  • Oprettelse af trykkeriaftale
  • Vejledning om eventuel lydbogsudgave

Layout af din bog-pakken 7.500,-

(Prisen gælder ved bøger op til 300 bogsider, hvor indholdet primært er tekst. Enkelte illustrationer må gerne forekomme)

Du kan have skrevet en nok så god bog, men hvis den ikke har en fængende forside, en appetitvækkende bagsidetekst og en professionel opsætning af indholdet, kan du være ret sikker på, at dine potentielle læsere end ikke når at bladre op på side et. Vi klarer derfor layout af din bog fra inderst til yderst.
 
Forside/omslag
Vi har grafikere, der i sparring med dig får kreeret den helt rigtige forside og i øvrigt sørger for, at hele bogens omslag passer sammen i farver, skrifttyper og layout. Udgangspunktet er altid en snak med dig om, hvilken ide du selv har til bogens forside, og vi er først i mål, når du er helt tilfreds og har modtaget en trykklar omslagsfil. Via os får du i øvrigt adgang til en af verdens største billeddatabaser, hvorfra du frit kan vælge billeder, der kan anvendes med eller uden efterbehandling til omslaget af din bog.
 
Indhold
Læserens opfattelse af din bog er yderst afhængig af, om teksten og indholdet generelt er professionelt sat op. Både valg af skrifttype, linjeafstand og afsnit er vigtige for læseoplevelsen, og der er derudover en række standarder, som de fleste danske bøger bliver layoutet ud fra. Desuden er der krav til bogens kolofon (der, hvor der står, hvem der har rettighederne, hvor bogen er trykt og så videre). Alt det har vi styr på, og med udgangspunkt i dine ønsker får du en indholdsfil med korrekt opsætning lige klar til at gå i trykken.
 
Korrekturgange
Selv om du skal aflevere et korrekturlæst manuskript, når vi går i gang med opsætning, er det næsten uundgåeligt, at du får øje på noget, du gerne vil have rettet, når du ser bogen, som den vil se ud i det færdige format. Derfor er der to korrekturgange inkluderet i vores layout. Først modtager du en pdf-fil af henholdsvis omslaget og indholdet, som du kan gå igennem og sende os rettelser til. Derefter får du et prøvetryk fra det trykkeri, der skal trykke din bog, og når du har læst det, kan du sende os de allersidste rettelser.
 
Stregkoder og billeder til pr
På bagsiden af din bog skal der være en stregkode, som boghandlerne kan skanne. Den fremstiller vi ud fra bogens ISBN-nummer og placerer den korrekt på bogen. Desuden får du til pr-brug en billedfil af bogens forside i pdf-format og i jpeg-format, og vi sender også forsiden i det format og den størrelse, der skal bruges i de databaser, bogen skal oprettes i for at blive solgt på nettet.
 
E-bog
Skal din bog også udkomme som e-bog, konverterer vi som en del af layoutopgaven trykfilen til en e-pub-fil, som er det mest gængse format for e-bøger med primært tekstindhold. E-bogs-filen gøres desuden klar til udgivelse.
 
Billeder, grafer, illustrationer med mere
Fagbøger og andre bøger, der ikke er romaner, er ofte illustreret med billeder, grafer, tegninger, overskrifter i farver med mere. Den type bøger kan vi naturligvis også layoute, ligesom vi kan stå for at farvebehandle billeder, optimere dem til tryk og skanne papirbilleder. Din pris for en sådan opgave vil afhænge af, hvor mange timer vi skal arbejde med bogen, og du er naturligvis velkommen til at få et uforpligtende tilbud på opsætning af en bog med indhold, der er mere end tekst og nogle få illustrationer.

Ring til os på
86 51 19 00

Skriv til os her

Manuskript-
vurdering

Send dit manus og en synopsis til
info@skriveforlaget.dk

Du hører fra os inden for 14 dage.

Synopsisskabeloner