Søger du en bestemt titel? Tast CTRL+F for at benytte din browsers søgefunktion.

Nyeste udgivelser fra Skriveforlaget

Skønlitteratur

Krimi og thriller

Fantasy og eventyr

Digte

Spiritualitet

Erindringer

Livshistorier

Samfund

Selvudvikling

Hobbybøger

Børn og unge

Anekdoter og klummer

Historie

Vidnet - en tysk soldats beretninger fra 1. verdenskrig

Uddrag fra Walter Deckerts erindringer "Fra Hafia til Strib"

Oversat, gengivet og tilrettelagt af Kirstin Deckert


Udgivet 15. januar 2014 / ISBN 978-87-9308-34-6

100 år er gået, siden 1. verdenskrig brød ud. Det er vigtigt, at historiske begivenheder bliver fortalt så nuanceret som muligt med nye og anderledes vinkler. Derfor har Kirstin Deckert oversat og tilrettelagt uddrag af sin fars erindringer ”Fra Haifa til Strib” til danske læsere. Tidsperioderne er 1914-1918, revolutionen 1919 samt et tillæg fra 2. verdenskrig 1941. Det nye Europa bliver født, det gamle vånder sig i veer.

“Bergman lader mig ligge og går videre efter hjælp. Først da jeg ligger i høet inde i kirken ved siden af alteret, vågner jeg af min bevidstløshed. Kirken er fyldt med sårede, der skriger, stønner og jamrer.”
Min far rækker ud efter glasset på bordet. Munden er tør af at fortælle. Jeg hjælper ham ud i køkkenet, hvor vi finder noget mad, så hjælper jeg ham hen til sin seng. Han er bange og træt. Bange for mareridtene. De endeløse kolonner. De døde soldater med spader over deres skuldre marcherer. Ansigterne er ikke til at kende, hjelmene hænger dybt ned over øjnene, og uniformerne er oversprøjtede med mudder og gammelt stivnet blod.
Det, min far har set, står på nethinden og bliver hans mareridt til det sidste. Det hører aldrig op.

---

Udpluk af omtaler og anmeldelser:

---

Per Storm Madsen, FYNS AMTS AVIS

KRIGEREN fra STRIB (anmeldelse fra 24.1.2014 i KULTUR, FYNS AMTS AVIS):

Tyskfødte Walter Deckert, der tilbragte sit otium i Strib, var aktiv deltager i begge verdenskrige.

Walter Deckert (1896-1981) deltog i Første Verdenskrig som officer i felten, endda på flere fronter og på både landjorden og i luften. Han blev såret flere gange, men slap fra slagmarkerne med livet i behold.

Som moden mand i 1940′erne måtte han godt en snes år senere i krig igen, denne gang for Nazi-Tyskland og nu i en mere beskyttet funktion som skrivebordsofficer.Deckert, der blev dansk gift, slog sig på sine ældre dage ned i Strib. Her udgav han erindringsbogen “Fra Haifa til Strib”, som var baseret på hans dagbog fra Første Verdenskrig.

Walter Deckerts datter, Kirstin Deckert, har nu redigeret faderens erindringer og tilføjet et afsnit om Anden Verdenskrig. Her var Walter Deckert i både Norge og Ukraine, og det var ved østfronten, at hansmodvilje mod nazismen voksede. Grusomhederne mod civilbefolkningen og især jøderne kunne han ikke acceptere.

Walter Deckert var en god iagttager og en god skribent. Han behersker reportagegenren, og hans oplevelser under Første Verdenskrig er bestemt værd at læse.Tager man hans dagbog for pålydende og som typisk, var krigen 1914 – 1918 ikke blot grufuld. Den havde også blide stunder. Der blev sandelig konsumeret en del alkohol!

Kirstin Deckerts mellemtekster binder krigsberetningerne pænt samme. Derimod virker forfatterens spring til årene, hvor Walter Deckert er gammel og svækket, kunstige – som overflødige afbrydelser. Hvorfor skal læseren vide, at far er tung at skubbe rundt med i kørestolen?

---

Bit Jensen
detretteord@gmail.com

Vi kender snart mange bøger med breve som ramme – en forfatter finder efterladte breve i en kasse på loftet og rekonstruerer en afdød persons liv. Eller sidder ved et dødsleje og genoplever den døendes historie. Den ramme er kendt og brugt.

Kirstin Deckerts seneste bog “Vidnet” har en lignende ramme, nemlig en samling dagbogsnotater, fra en soldat under 1. verdenskrig. Men soldaten er ikke hvem som helst, han er nemlig virkelig, og han er forfatterens far. Det, der gør bogen så speciel, er derfor ikke rammen, men derimod den autenticitet, der lyser ud af alle dagbogsbladene. Vi spares ikke for noget – handlinger og overvejelser side om side med levende beskrivelser af den grusomme krig og dens ofre. De store spørgsmål om liv og død og om, hvordan livets tildragelser påvirker os, er temaer, som går gennem hele bogen, også i de sidste kapitler, som kort omhandler 2. verdenskrig. Det er gribende og befriende at høre en tysk stemme – alting har jo flere sider, og moralske overvejelser beskrives meget fint her.

Det er altid dejligt at høre en spændende historie. Og når den historie, man hører, så tilmed går så tæt på det autentiske – ja, så giver det lige lidt ekstra til oplevelsen. Det er det, der gør Kirstin Deckerts seneste bog “Vidnet” til spændende og vedkommende læsning

Kirstin Deckerts seneste bog “Vidnet” fortæller om en tysks soldats oplevelser under 1. verdenskrig. Soldaten er ikke hvem som helst, men forfatterens far.

---

Hans Christian Davidsen

Anmeldelse fra Flensborg Avis

Det begyndte med ung naivitet på slagmarkerne. Og endte med et livslangt mareridt. Kirsten Deckert har udsendt et udvalg af sin fars erindringer fra primært Første Verdenskrig.

»Krig betød for os unge, at vi måtte realisere vore idealer. At man kunne falde og lide heltedøden, tænkte de færreste af os på«.

Sådan skriver Walter Deckert (1896-1981) i sine erindringer. Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, var han blot 17 år og gik i gymnasiet. Han meldte sig som frivillig til den tyske hær og blev smidt ud i det ved Rouvres på vestfronten: »Brølende af begejstring« men dog med kurs »mod massegraven«, som han tilføjer.

Walter Deckerts datter, Kirstin Deckert, har oversat og redigeret et udvalg af hans 700 sider lange erindringer og udsendt dem i en kommenteret bog. »Vidnet« hedder bogen, der udkommer her i 100-året for starten på Første Verdenskrig. Walter Deckert blev senere dansk gift og slog sig ned i Danmark. Han boede de sidste 25 år af sit liv i Strib på Fyn.

Bogen handler først og fremmest om Walter Deckerts deltagelse i Første Verdenskrig. Erindringerne er både snævert private, men også vedkommende for en bred kreds. Hans skildringer fra skyttegravene er velkendte, men ikke mindre vedkommende af den grund. Deckert blev sendt til fronter, der ikke hører til de områder, der primært er beskrevet i erindringslitteraturen. Det var blandt andet i Serbien og Palæstina, hvor Deckert var født. Han kom til verden i Haifa, da hans far var præst på en tysk missionsstation i Palæstina. Hans beskrivelser fra Mellemøsten og ikke mindst hans fotos er særdeles vedkommende – selv om fotografierne i trykket havde fortjent en bedre gengivelser med flere kontraster.

Fra idealisme til sammenbrud
Walter Deckert havde hele livet mareridt om døde soldater, der marcherede med spader over skuldrene og hjelmene hængende dybt nede over øjnene og uniformerne oversprøjtet med mudder og blod. Hans tætte og nuancerede beskrivelser, ja nærmest reportage fra slagmarken, bringer mindelserne frem om Remarques antikrigsroman »Intet nyt fra vestfronten«. Det starter med begejstring og idealisme og ender med det totale nederlag.

 Fortællingen fortsætter frem til Anden Verdenskrig. I 1939 bliver Walter Deckert indkaldt til veteran, og fra Ukraine fortælles en rørende historie om, hvordan han var med til at redde en jødisk kvinde under en modbydelig massakre. Det virker som om, det kun er de gode, der har nedfældet deres erindringer. De værnemagtssoldater, der var involveret i drab og henrettelser af civile, herunder især jøder, har åbenbart valgt at tie.

A men ikke B
Det er bestemt ræson i at medtage Anden Verdenskrig, når man beskæftiger sig med Første Verdenskrig. De to krige hænger sammen. Det er blot en skam, at vi i denne bog ikke kommer mere i dybden med perioden helt frem til 1945. Her siges A, men ikke B. Vi hører ikke særlig meget om Walter Deckerts position i forhold til regimet – og med position også ment den indre. Hvor var Walter Deckert selv i Nazityskland?

Kirsten Deckert formår dog når alt kommer til alt at få en vedkommende historie ud af de fragmentariske notater, hvor man dog ikke altid ved, hvad der er efterrationaliseringer.

Nogle kort, der henviser til teksten, ville ikke have været nogen dårlig ide. De findes desværre ikke i bogen.

Kirsten Deckert er opvokset i Sydslesvig og bor i Danmark. Hun udgav sidste år erindringsbogen »Børnene dernedefra« om sin opvækst i det danske mindretal syd for grænsen.

---

Jacob Valentin Madsen

Det var en stor læseoplevelse, bestemt en af de største jeg har haft. Dejlig letlæselig beretning og med en kilde, der ikke kan blive mere autentisk end her.

Jeg synes alle må kende historien for at kunne kende sig selv. Jeg har nu fået en endnu større viden om 1. verdenskrig, det er jo ikke detaljer der mangler. Jeg vil anbefale bogen til alle, jeg kender.

---

Gerhard Hansen

Kirstin Deckert har gjort det igen!

I 2012 debuterede den dengang 73-årige musikpædagog Kirstin Deckert med bogen “Børnene dernedefra”, som er “tolv mosaikker”, fantasifortællinger baseret på virkelige hændelser fra hendes egen barndom i Sydslesvig, hvori hun fortæller om børnenes vilkår i det sønderbombede Tyskland efter kapitulationen 1945. Kirstin, som er født i Hamborg 1939 og opvokset med en dansk mor og en tysk far, fortæller glimrende og kunstnerisk på sådan en måde, at bogen må være et “must” for enhver dansklærer.

Nu har hun så gjort det igen! Ikke med fantasifortællinger, men med sandfærdige beretninger fra sin fars liv. Hun har brugt år på at oversætte farens lidt tørre og akademiske sprog til en levende fortælling og giver derved et enestående indblik i en ung mands skæbne, der strakte sig over to verdenskrige. Det er ikke for meget sagt, at det er et fortræffeligt og kvalificeret arbejde, Kirstin Deckert her har formået at bidrage med til den historiske forskning vedrørende første verdenskrig. Det er intet mindre end en bedrift, der fortjener at blive læst af både læg og lærd.

---

At leve med erindringen.

Af Anna Sofie Poulsen, Børne- og ungdomslitteratur magasinet BUM

Kirstin Deckert: ”Vidnet.” En tysk soldats beretninger fra 1. Verdenskrig. Uddrag af Walter Deckerts erindringer ”Fra Haifa til Strib.” Skriveforlaget 2013.

”Tænk hvis der blev krig og ingen mødte op!”

Denne lille sentens stod at læse nederst på siden af en tegning, vores yngste – dengang 8 – 9 årige datter – havde lavet. Billedmæssigt var der ingen associationer til krig. Alligevel var tanker og trusler om krig nærværende for hende i begyndelsen af 1980´erne få år efter fredsslutningen i Vietnam i 1975. Det er uvist, hvor hun havde opsnappet sætningen, men det lå i tiden at demonstrere en alternativ folkets vilje – en civil ulydighed – mod magthavernes planer. Og tænk en gang – et næsten Gandhisk modtræk!

På samme måde beskrives, hvorledes ”Vandrefuglebevægelsen” opstod i Tyskland som modvægt og protest mod en stiv, autoritær og militaristisk kejsertid umiddelbart før 1. verdenskrig. Ungdomsorganisationer, sangforeninger, gymnastikforeninger og studenterforbund, som dyrkede natur, poesi, sang, kammeratskab – - – alt andet end krig. Men i 1914 brød krigen ud.

*

2014 er året for store danske mindedage. Maj 1840: 200-året for afståelsen af Norge. April 1864: 150-året for nederlaget ved Dybbøl. August 1914: 100-året for første verdenskrig. September 1939: 75-året for anden verdenskrig. Januar 1944. 70-året for mordet på Kaj Munk. Og af mere indirekte politisk betydning for Danmark var det, at 1814 blev et år med store skolelove. Det er således 200-året for skelsættende lovgivning på baggrund af en tro på, at det er godt for et land, at befolkningen er oplyst.

I nærværende sammenhæng handler det om første verdenskrig og om det enestående faktum, at forfatterens far, Walter Deckert, gennemlevede både første og anden verdenskrig som tysk soldat, og at han ved sin død i 1981 efterlod sig erindringsbogen Fra Haifa til Strib. Et manuskript på ca. 700 sider. Det er hans datter, forfatteren Kirstin Deckert, der nu har udvalgt, oversat og redigeret nærværende bog Vidnet.

 Indledningsvis er det vigtigt at pointere to forhold. For det første betegnes faderens manuskript som en erindringsbog. En erindring er – i modsætning til en hukommelse, hvor man husker nogenlunde objektivt – en inderliggjort erfaring. Det vil sige, i erindringen oplever man tingene igen. Erindringen er således subjektiv.

For det andet kan man ud af erindringsbogens titel læse, at faderen – udover at være tysk – slutter sin beretning og sit liv i Strib på Fyn. Han er dansk gift og lover sin kone i 1942, at hvis han overlever krigen, skal familien flytte til Danmark.

Vi har med en hovedperson at gøre, som udover at blive indrulleret i første verdenskrig på kejser Wilhelm side og i anden verdenskrig på Hitlers, alligevel bevarer eget fodfæste, som dels kommer til udtryk i det fine, nuancerede, humanistiske sindelag, han fremdeles lægger for dagen i erindringerne og dels realiseres i den radikale handling det er, at følge sin kone og hele familien til Danmark efter krigen. Ikke mindst herfor giver det god mening – som dansk læser – at begive sig ind i årene 1914 – 18 set med en tysk soldats øjne. Han er, som titlen siger, et ”vidne” om egen deltagelse i de frygtelige krigsår.

*

Når det i nutiden er blevet meget aktuelt at fortælle sine erindringer, er det måske – med Karen Blixens ord – fordi vi med fortællingen ”sætter ting sammen, der er gået i stykker.” Det, der er gået i stykker for moderne mennesker, er, den kontinuerlige historie. Fysisk set via flytninger og skilsmisser, og psykisk set via norm- og værdisammenbrud. I dag må vi fortælle den kontinuitet frem, som livet tidligere var indlejret i.

Walter Deckerts erindringer er krigserindringer, og i krigen kan alt gå i stykker fysisk som psykisk. Derfor bliver det vigtigt at fortælle om det; at give udtryk for de indtryk, som aldrig forsvinder – så at sige at tøjle begivenhederne på papir ved at fortælle om dem. Krigens virkelighed vil altid være mere grum end fortællingen om den, og heri kan der ligge en forsoning og lindring.

Når Walter Deckert kan skrive 700 sider om sine krigserindringer, er det blandt andet udtryk for, at han i psykisk henseende stadig kan finde sin vej. I værdimæssig henseende kan han ikke være helt nedbrudt. Han har mareridt om natten, hvor han ser marcherende døde soldater med hjælme hængende ned over øjnene, spader over skuldrene og blodplettede uniformer, men i vågen tilstand kan han forholde sig til det – og skabe en meningsmættet fortælling, som han kan dele med nutidige læsere.

*

Det er – som nævnt – forfatteren Kirstin Deckert, der har udvalgt og redigeret faderens erindringer. Indledningsvis fortæller hun lidt om familiens historie og om den politiske situation i Tyskland op til første verdenskrig. Det er nyttige oplysninger for læsere, eksempelvis skole- og gymnasieelever, der ikke har verdenshistorien present. Og det er god baggrundsviden for de centrale krigsbeskrivelser, hvor familieliv og politisk liv involveres og støder sammen.

Faderen blev – som undertitlen angiver – født i Haifa. Her var hans far præst på en tysk missionsstation i Palæstina. Vi hører, at Walter Deckets forældre senere flytter til Tyskland, hvor moderen dør. Men under hele krigen har far og søn og andre brødre tæt forbindelse med hinanden. Det antydes, at især Walter og faderen løbende diskuterer politiske og eksistentielle forhold. Og man kan formode, at den kraftpræstation, det må være at skrive erindringerne, fremdeles også næres af præstefaderens påvirkning, selvom det aldrig helt eksplicit fremgår af teksten.

Efter de indledende familiemæssige og politiske orienteringer fortæller Kirstin Deckert i et forord kort om, hvorledes hun har arbejdet med at samle stoffet, som primært består af faderens manuskript, men som også suppleres af båndoptagelser, hvor faderen selv beretter om sit liv. Det giver en god dynamik i bogen. De mange historiske erindringsbeskrivelser brydes op af nutidige samtaler og mundtlige beretninger. ”Her holder far en pause. Vi bliver enige om at nyde det gode forårsvejr og køre en tur med kørestolen. ”Bliver de ikke træt af at høre mig fortælle, min pige?” spørger far undseeligt. ”Nej,” svarer jeg. ”Det er alt for spændende.” ”Nuvel” siger far, ”så vil jeg fortælle om ”smørlandingerne”, når vi har gået en lille tur og fået vores kaffe.” (side 112). Det giver gode skift og bevægelser mellem fortid og nutid, mellem beskrivelsen af den unge adrætte soldat og den ældre mand, der har mistet en del af førligheden. Men tankevækkende netop at den ældre Walter – via genoplevelsen i erindringen – samtidig bærer den yngre Walter i sig.

Efter dette forord bringes et afskedsbrev, som Kirstin Deckert skrev til sin far. Heri udtrykker hun blandt andet et ønske om, at læseren må kunne lære af historien. ”Tiden er inde til mere nuancerede syn. Det kan være, det er for tidligt at bryde isen og fortælle en tysk soldats beretning, fordi der stadig bløder sår i en kollektiv bevidsthed i Danmark. Men den fortælling er vigtig, for den tvinger læseren 180 grader rundt for at kunne se andre sider af det gængse og fortalte. – - – Er vi villige til at lære af historien? Kan vi det?” (side 17).

Helt sikkert er det, at netop en tysk soldats beretning kan være åbnende at læse for en dansker i 100-året for første verdenskrigs begyndelse. En krig, hvor ca. 30.000 danske sønderjyder blev udskrevet til at deltage i krigen på tysk side. Og de deltog. De flygtede ikke til nord for Kongeåen, idet en sådan handling ville have medført tab af borgerrettigheder og af gårde i slægtens eje. 6.000 unge danske soldater vendte aldrig hjem.

*

Men nu begynder de egentlige erindringer. I 1913 – en stjerneklar nat, hvor faderen med nogle kammerater fra gymnastikforeningen har gået 14 km. til en nærliggende by for at høre Max Reger dirigere egne værker. Så er de unge beskrevet. Klassisk musik og god fysik. ”En sund sjæl i et sundt legeme.” Endnu er verden normal, men i foråret 1914 bliver den østrigske tronfølger skudt og krigen står for døren. ”Lærerkollegiet (på gymnasiet) blev delt i to lejre. Der var de lærere, der så fremtiden i møde med bekymring, sorg og frygt, og som skjulte deres inderste tanker, fordi flertallet var meget patriotisk, og der fandtes nogle, der var særdeles krigslystne. Vores tysklærer hørte til den sidste kategori – - – han var medlem af partiet ”die Alldeutschen”, der følte sig forurettet over, at Østrig ikke var blevet taget med ved grundlæggelsen af det tyske rige. Den sorthårede tysklærer havde et fransk navn, Saddé, og vi kaldte ham ”Satan” på grund af ligheden. En dag skulle vi skrive en tre timer lang stil i klassen. Temaet var en sætning af Moltke: ”Evig fred, en drøm, og ikke engang en god.” Tendensen var soleklar. Jeg fik en elendig karakter for min ja – holdning til spørgsmålene. Og ”Satan” tilføjede: ”For mange vege tanker, intet personligt engagement! Derfor: ”Skidt.”

Hermed antydes den unge Walters politiske sindelag. Alligevel melder den unge gymnasiast fra 2. g sig til krigstjeneste – opildnet af daglige paroler fra aviserne. Det kom nu an på ”at afprøve mod, ridderlighed og tapperhed. Det var idealer, vi var blevet opdraget med. – - Krig betød for os unge, at vi måtte realisere vore idealer. At man kunne falde og lide heltedøden, tænkte de færreste af os på. Vi var en fredsgeneration. Tyskerne havde levet under fredelige vilkår i 43 år. Ingen kunne huske, hvordan krig var – - – ” (side 25) Men det kommer Walter til! Og erindringen forlader ham aldrig siden. Hver eneste oplevelse bliver så at sige forvandlet til dele af ham.

Han melder sig som 17 årig til infanteriets jægerbataljon og bliver efter en kort uddannelse sendt til landsbyen Rouvres ved vestfronten. Her bliver han såret i armen, men kommer sig efter en vellykket, men hårdhændet operation. ”Nu tog lægen en anden lang pincet og famler ved hjælp af den igennem det sted, hvor den største halvdel af shrapnelprojektilet (tidligere) blev bortopereret og famler videre gennem hele skulderkanalen, indtil han støder på gazetamponnen. Så trækker han i den og bruger begge hænder. Frem og tilbage – frem og tilbage – som når man renser et geværløb. – - ”Gør det ondt?” Operationen foregik uden bedøvelse. (side 62)

På et tidspunkt spørger Kirstin Deckert sin far: ”Hvorfor meldte du dig som frivillig?” – ”Ja, hvorfor,” sukker han. ”Hvorfor lidelsen, hvorfor disse krige. Jeg kan ikke svare på hvorfor, kun svare på meningsløsheden ved at fortælle, hvordan det var. Jeg må fortælle om den store fejltagelse.” (side 64) Væk er idealerne. Tilbage er erindringen om alt det fejlslagne, som må fortælles.

Walter Deckert bliver senere sendt til blandt andet Serbien og Palæstina – den sidste tid som observatør ved flyverkorpset. Han bliver såret 3 gange i løbet af de 4 krigsår, men overlever mirakuløst både at blive skudt på, at falde ned – og foretage nødlandinger med det fly, han er observatør på. Det sidste krigsår er han officer i flyvekorpset, og han skriver blandt andet: ”Dengang var luftkrig ikke så rå en gesjæft. I begge lejre findes gensidige aftaler, som skal overholdes. I luften er der ingen pardon, når der skydes mod hinanden, men der er aldrig tale om had. Tværtimod, vi synes, at vores modstandere i luften er vore kammerater. Det hænder jo, at nogle af vore folk ikke vender tilbage til basen, men næste dag eller kort tid efter kommer et fly med lange hvide vimpler og kaster en tøjsæk ned til os, i den ligger der et brev. På engelsk står der: ”Deres kammerat NN er blevet skudt ned af os.” – - (side 173)

*

Walter Deckert begynder at skrive sine erindringer, da han 46 år gammel – i 1942 – ikke ved, om han vil overleve anden verdenskrig. Fra første verdenskrig har han imidlertid skrevet stikord og optegnelser, som grundmateriale til sine erindringer. Han skriver. ”Det, der lå bagest, tankerne tænkt dengang, drømmene, den indre forarbejdning af al den oplevede gru, lader sig ikke rekonstruere. I den henseende er jeg og vi mænd fra årgangen 1894 – 1898, der har oplevet begge krige som soldater, udleveret på nåde og unåde til vore efterkommere.” (side 31)

Hans erindringer er således blottet for såvel blodige beskrivelser af krigens gru som sentimentalt føleri i forbindelse med krigshandlingerne. Det er indlevede, intense, sobre beskrivelser, som afspejler en ung mands forvandling fra en stemning af idealisme til nederlag, men hele tiden med refleksionen i behold. Han kommer eksempelvis tæt på kejseren, da denne skal besøge slagmarken ved Dardanellerne. ”Det alvorlige ansigt og den måde, hvorpå han talte med dem enkelte soldat, greb mig og rystede mig. Uvilkårligt tænkte jeg, at han ikke et sekund kæmpede for at bevare sit embede som kejser.” (side 136)

*

Det er en meget læseværdig og sober bog om første verdenskrig set fra en tysk soldats vinkel. Bogen er baseret på et stort erindringsmateriale, som det er lykkedes forfatteren Kirstin Deckert at behandle nænsomt og meningsfuldt.

Kan vi lære af historien, spørger Kirstin Deckert.

I hvert fald kan vi bestræbe os på at læse erindringerne refleksivt. Det vil sige, læse Deckets erindringer med fokus på de humanistiske, medmenneskelige værdier, han – trods al elendighed – bærer med sig gennem de mange krigsår. Hermed bliver det måske muligt at se med kritiske øjne på nutiden, hvor så mange menneskelige værdier går tabt.

Det bliver ofte sagt, at man ikke kan lære af andres erfaringer. Man må gøre sig sine egne. Den holdning afspejler en vandret, demokratisk relation mellem mennesker. Men når det gælder krigserfaringer, er det vel de færreste, der ønsker selv at erfare dem på egen krop. Derfor bliver det vigtigt at lytte til den erfarne. Og her er relationen ikke vandret, men lodret. Derfor kan det blive vigtigt at lytte til de gamle, som beretter. Derfor må man indstille sig – så at sige – på at lytte lodret. Den overlevering kan næppe overvurderes. Bogen her peger tydeligt på erindringens gode kraft og potentiale.

199,00 DKK

Religion og kunst

Rejsebøger

Fagbøger

Poesi og digte

Seksualitet